Oprindelse Portugal og Galicien.

Druen blev formodentlig bragt til Iberia af Cluny-munke i det tolvte århundrede, men nyere undersøgelser peger på, at Alvarinho/Albariño er hjemmehørende i Portugal/Galicien. Både det portugisiske “Alvarinho” og det galiciske navn “Albariño”, stammer fra albo/albus, der betyder “hvid, hvidlig”. Det er lokalt blevet anset for at være en Riesling-klon, der stammer fra Alsace-regionen i Frankrig, selvom de tidligste kendte optegnelser om Riesling som en druesort stammer fra det 15. snarere end det 12. århundrede. Der er også en teori om, at druen er en nær slægtning til den franske drue Petit Manseng.

Druen er kendt for sin karakteristiske botaniske aroma med en citrus undertone, der ligner Viognier, Gewurztraminer og Petit Manseng meget, hvilket tyder på abrikos og fersken. Den producerede vin er usædvanlig let og generelt høj i syre med alkoholniveauer på 11,5-12,5%. Dens tykke skind og store antal kerner kan forårsage resterende bitterhed.

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte rødvinsdruesorter. Den dyrkes i næsten alle større vinproducerende lande blandt et mangfoldigt spektrum af klimaer fra Australien og British Columbia, Canada til Libanons Beqaa-dal.

Cabernet Sauvignon blev internationalt anerkendt gennem sin fremtrædende plads i Bordeaux-vine, hvor den ofte blandes med Merlot og Cabernet Franc. Fra Frankrig og Spanien spredte druen sig over Europa og til den nye verden, hvor den fandt nye hjem på steder som Californiens Santa Cruz-bjerge, Paso Robles, Napa Valley, New Zealands Hawke’s Bay, Sydafrikas Stellenbosch-region, Australiens Margaret River, McLaren Vale og Coonawarra-regionerne og Chiles Maipo-dal og Colchagua…

Trods dens fremtrædende plads i industrien er druen en relativt ny sort, et produkt af en tilfældig krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon blanc i det 17. århundrede i det sydvestlige Frankrig. Dens popularitet tilskrives ofte dens lette dyrkning – druerne har tyk skal, og vinstokkene er hårdføre og modstandsdygtige over for vindyrkningsrisici såsom råd og insekter – og til dens konsekvente præsentation af struktur og smag, der udtrykker sortens typiske karakter.

Den klassiske profil af Cabernet Sauvignon plejer at være fyldige vine med høje tanniner og mærkbar syre, der bidrager til vinens lagringspotentiale. I køligere klimaer producerer Cabernet Sauvignon vine med noter af solbær, der kan ledsages af grønne pebernoter, mynte og cedertræ, som alle vil blive mere udtalte, efterhånden som vinen ældes. I mere moderate klimaer ses solbærnoterne ofte med noter af sorte kirsebær og sorte oliven, mens ribssmagene i meget varme klimaer kan svinge mod den overmodne og “syltede” side. I dele af Australien, især Coonawarra-vinområdet i Sydaustralien, har Cabernet Sauvignon-vine en tendens til at have karakteristiske eukalyptus- eller mentolnoter.

Chardonnay er en grønskallet druesort, der bruges til fremstilling af hvidvin. Sorten stammer fra vinområdet Bourgogne i det østlige Frankrig, men dyrkes nu overalt, hvor der produceres vin.

Chardonnay har et vidtrækkende ry for relativt let dyrkning og evne til at tilpasse sig forskellige forhold. Druen er meget “formbar”, idet den reflekterer og tager indtryk af jordforhold og vinmager. Den er vinificeret i mange forskellige stilarter, fra de magre, sprøde mineralvine fra Chablis, Frankrig, til New World-vine med eg og tropisk frugtsmag. I kølige klimaer (såsom Chablis og Carneros AVA i Californien) har Chardonnay-vin en tendens til at have en medium til let krop med mærkbar syre og smag af grønne blommer, æbler og pære. På varmere steder (såsom Adelaide Hills og Mornington-halvøen i Australien og Gisborne og Marlborough-regionen i New Zealand) bliver smagene mere citrus, fersken og melon, mens de på meget varme steder (såsom Central Coast AVA i Californien) har flere noter af figen og tropisk frugt som banan og mango.

Vine, der har gennemgået malolaktisk gæring, har en tendens til at have blødere syre og frugtsmag med smøragtig mundfornemmelse og hasselnøddenoter

Chardonnay er en vigtig bestanddel af mange mousserende vine rundt om i verden, herunder Champagne og Franciacorta i Italien.

Grenache (eller Garnacha) er en af ​​de mest udbredte rødvinsdruesorter i verden. Den modner sent, så den har brug for varme, tørre forhold som dem, man finder i Spanien, hvor druen højst sandsynligt stammer fra. Den dyrkes også på den italienske ø Sardinien, det sydlige Frankrig, Australien og Californiens Monterey AVA, Paso Robles og San Joaquin Valley.

Den er generelt krydret, med bærsmag og blød på ganen og producerer vin med et relativt højt alkoholindhold, men det kræver omhyggelig kontrol med udbyttet for at opnå de bedste resultater. Karakteristiske smagsprofiler på Grenache inkluderer smag af rød frugt (hindbær og jordbær) med en subtil, hvid peber krydderi note. Grenache-vine er meget tilbøjelige til oxidation, med selv unge eksempler, der har potentialet til at vise brunfarvning (eller “murning”), som kan bemærkes rundt om kanten, når man vurderer vinen i en vinkel i glasset. Efterhånden som Grenache ældes, har vinene en tendens til at få mere læder- og tjæresmag. Vine lavet af Grenache har en tendens til at mangle syre, tannin og farve, og det er ofte blandet med andre varianter som Syrah, Carignan, Tempranillo og Cinsaut.

I Spanien er der ensortsvine lavet af Garnacha tinta (rød Grenache), især i de sydlige Aragon-vinområder Calatayud, Carinena og Campo de Borja, men det bruges også i blandinger, som i nogle Rioja-vine med tempranillo. Grenache er den dominerende sort i de fleste sydlige Rhône-vine, især i Châteauneuf-du-Pape, hvor den typisk er over 80 % af blandingen. I Australien blandes det typisk i “GSM”-blandinger med Syrah (almindeligvis kendt som Shiraz i det land) og Mourvèdre med gamle vineksempler i McLaren Vale. I Italien har den sardinske D.O.C. vin Cannonau di Sardegna er ved lov 90% lokal Grenache (Cannonau på sardinsk). Grenache bruges også til at lave rosévine i Frankrig og Spanien, især dem fra Tavel-distriktet i Côtes du Rhône og dem i Navarre-regionen. Og de høje sukkerniveauer af Grenache har ført til omfattende brug i forstærkede vine, herunder de røde vins doux naturels i Roussillon, såsom Banyuls, og som grundlag for de fleste australske forstærkede vine.

Navnet Merlot menes at være en diminutiv af merle, det franske navn for solsorten, sandsynligvis en henvisning til druens farve. Dens blødhed og “kødfulde” kombineret med dens tidligere modning gør Merlot til en populær drue til blanding med den strengere, senere modnende Cabernet Sauvignon, som har en tendens til at være højere i tannin.

Merlot er en af ​​de mest populære rødvinsvarianter på mange markeder og er en af ​​verdens mest plantede druesorter.

Der er en tendens til at være to hovedstilarter i produktionen af Merlot.

Den “internationale stil”, der foretrækkes af mange vinregioner i den nye verden, har en tendens til at understrege sen høst for at opnå fysiologisk modenhed og producerer blækagtige, lilla farvede vine, der er fyldige med høj alkohol og frodige, fløjlsbløde tanniner med intens blomme- og brombærfrugt.

Den “traditionelle Bordeaux stil” Merlot høster Merlot tidligere. Dette bevarer syren og producerer mere mellemfyldige vine med moderate alkoholniveauer, der har friske, røde frugtsmag (hindbær, jordbær) og potentielt bladrige, vegetabilske noter.

Pinot Noir er en prestigefyldt og alsidig rødvinsdrue, der betragtes som en af verdens mest krævende og elskede druesorter. Denne drue er kendt for at producere nogle af de mest komplekse og elegante rødvine i verden.

Da Pinot Noir druen er tyndskallet er den meget modtagelig for jord- og klimapåvirkninger, hvilket gør det til en druesort, der er kendt for at udtrykke terroir – de unikke egenskaber ved det område, hvor druerne dyrkes. Dette giver Pinot Noir-vine fra forskellige regioner deres egen unikke karakter og stil.

Pinot Noir-vine er kendt for deres delikate og nuancerede smagsprofiler. De tilbyder aromaer og smagsoplevelser af røde bær som kirsebær og hindbær, undertoner af blomster, jord og undertiden en subtil krydret kant. De har typisk en lys til medium krop og en silkeagtig tekstur.

Prieto Picudo har en lang historie i Castilla y León-regionen (især i provinserne León og Valladolid), hvor den menes at have været dyrket i århundreder og nses for at være en af de mest karakteristiske druesorter. Det kølige klima og de høje højder i denne region giver druerne mulighed for at modnes langsomt og udvikle deres karakteristiske smagsprofil.

Drueklaserne af Prieto Picudo er små til mellemstore og har tæt pakket, aflange druer. Denne druesort er kendt for sin mørkeblå eller sorte farve og sit tykke, robuste skind. Saften i druerne er farverig og har en intens smag.

Vinen lavet af Prieto Picudo-druer har typisk en kompleks smagsprofil. Den er kendt for at have en god balance mellem syre og tanniner. Smagen kan variere, men ofte finder man noter af røde bær, kirsebær, og i nogle tilfælde en let krydret karakter.

Prieto Picudo er relativt ukendt uden for Spanien.

Udtale: []

Zinfandel dyrkes på tværs af USA, i Californien dyrkes dog den største andel, idet Zinfndel/Primitivo dyrkes på over 10 procent af Californiens vinmarker.

Zinfandel vinstokke er ret kraftige og vokser bedst i varme, men ikke for varme klimaer, fordi druerne kan skrumpe i varmt vejr. Zinfandels tyndskallede druer vokser i store, stramme klaser. Frugten modner rimeligt tidligt og giver saft med højt sukkerindhold.

Druerne udviser et ujævnt modningsmønster: en enkelt klase kan indeholde både rosinlignende, overmodne druer og grønne, umodne druer. Nogle vinproducenter vælger at vinificere klaserne med disse varierende niveauer af modenhed, mens andre håndhøster klaserne, selv af enkelte bær, i flere passager gennem vinmarkerne over flere uger. Denne meget besværlige praksis er en komponent i de høje omkostninger ved nogle Zinfandels.

DNA-analyse har afsløret, at den genetisk svarer til de kroatiske druer Crljenak Kaštelanski og Tribidrag, samt til Primitivo-sorten, der traditionelt dyrkes i Apulien (“hælen” i Italien), hvor den blev introduceret i det 18. århundrede, og Kratošija i Montenegro.

Druen fandt vej til USA i midten af ​​det 19. århundrede.

Producenterne laver vin i stilarter, der spænder fra dessertvine med sen høst, rosé (hvide Zinfandel) og lyserøde i Beaujolais-stil til store solide rødvine og forstærket vin i portvinstil. Kvaliteten og karakteren af ​​amerikanske Zinfandel-vine afhænger i høj grad af klimaet, beliggenheden og alderen på den vingård, de dyrkes fra, samt den teknologi, som vinproducenten anvender.

Smag af røde bærfrugter som hindbær dominerer i vine fra køligere områder, mens noter af brombær, anis og peber er mere almindelige i vine lavet i varmere områder og i vine lavet af den tidligere modne Primitivo-klon.